AUGUST
Bliv dus med din vin!

NYHED

Vin giver mange glæder og oplevelser, men rejser også mange spørgsmål. Hvordan skal vin opbevares? Hvilken temperatur skal den have for at opnå bedst mulig smag? Hvilke glas skal den serveres i? Og sikkert endnu flere spørgsmål før festen kan begynde. Her er guiden, der giver svar på de mest elementære spørgsmål, så vinen kan folde sig ud og give mest mulig nydelse.

Opbevaring af vin:
Man behøver ikke have en fuldt udstyret vinkælder med konstant temperatur for at opbevare sin vin korrekt. Billigere konsumvin kan sagtens tåle temperatursvingningerne i køkkenet. De lidt tungere og ofte dyrere vine bør der nurses lidt mere om. De er ikke så vilde med at solbade, men foretrækker skygge. De er heller ikke glade for store temperaturudsving. Vin er dog ikke sart og tager ikke skade af hverken fem eller 20 grader, så længe temperaturen ikke svinger som et pendul. Det er faktisk bedst at sove sammen med vinen eller finde en kølig plads i entreen.

Servering af vin:
Temperaturen på vinen er en personlig smagssag. Ofte anbefales det på etiketten af flasken at servere vinen ved 18 grader, men det sker sjældent hjemme i stuerne, når vennerne er samlet. Ofte bliver vinen serveret noget varmere for ikke at blive oplevet som kold, når gæsterne sidder ved stuetemperatur på 20 til 22 grader. Generelt skal hvide vine serveres ved kældertemperatur omkring 10-12 grader - og trækkes og skænkes op umiddelbart før de nydes. Vinens temperatur stiger ca. fire grader for hvert tiende minut i glasset. De fleste rødvine har godt af at få lidt luft inden serveringen. De lidt frugtagtige og syrefattige vine som Beaujolais skal blot åbnes kort før servering, da de ikke vinder ved iltning. De lidt dyre og tunge vine har behov for en blid behandling, hvor de åbnes i god tid og serveres et par grader lavere end det, der normalt bliver anbefalet.

Hvilke glas skal man vælge?
Det perfekte vinglas er tyndt og har form som en tulipan. Glasset skal gerne have en høj stilk, så man undgår at holde direkte om glasset og dermed opvarme vinen med hænderne. Det tulipanformede glas, der folder sig ud i toppen, holder optimalt på vinens bouquet og dermed smagen, og kaldes ofte for Bourgogne-glasset – opkaldt efter det franske vinområde. Lad glasset være klart, så vinens flotte farve kan ses. Det er vigtigt, at glasset ikke indeholder rester af sæbe eller vand.

Vin og måltider:
Mad og vin skal matche og hemmeligheden ligger i balancen mellem syre og tannin (garvesyre). Maden skal mødes af samme karakter som vinen, dvs. sødme i retten mødes af sødme i vinen, mens syre mødes af syre. Du kan med fordel bruge en vin fra samme geografiske sted, som retten du serverer. Nogle bud på gode hvidvine er Riesling, europæisk chardonnay, fx Bourgogne eller Chablis og Sauvignon Blanc​. Blandt de røde er Bordeaux god til rødt kød og Bourgogne er god til lyst kød. Rioja harmonerer bacon, mens Chianti og Nord-Rhone passer godt til vildt. Barolo eller Barbaresco er godt til trøfler og Brunello di Montalcino passer ideelt til mere krydret kød, fx lam eller gris.
Rødvin og ost bør ikke kombineres uden forbehold, da tanninen kan overdøve særligt bløde, fede oste. Prøv i stedet at servere en god hvidvin til ostebordet. Faste oste nyder godt af tørre hvidvine, mens blødere og stærkere oste skal have mere sødme. Gewürztraminer fra Alsace er god til mange oste. Hælder du alligevel mest til rødvin, så vælg en Beaujolais, Fleurie eller Pinot Noir​.

Vin og alkohol:
En høj alkoholprocent er ikke ensbetydende med kvalitet. Mange vine på 12,5-13 % kan med fordele serveres som madvin idet de ikke dominerer smagsoplevelsen fra maden. Hvis du serverer en ret med højt fedtindhold bør du dog matche med en vin med høj alkoholprocent for den bedste kombination.

Sidst men ikke mindst...
Søger du en vin der skal nydes uden mad til, så anbefaler vi en variant med mindre syre, mere sødme og lidt højere alkoholprocent. Mange oversøiske vine er oplagte, røde som hvide. Gå efter hvidvinsdruerne Viognier, Chardonnay, Pinot Grigio, semillon. Gode rødvinsdruer er Zinfandel, Primitivo, Pinot Noir, Shiraz, Merlot, Malbec. Gode europæiske hyggevine er fx Amarone, Syd-Rhone – især Chateauneuf-du-Pape – Rioja Reserva og Salento​.

Andre produkter

Er du helt sikker på, at du vil annullere denne ordre?

Du skal huske at oprette en ordre på ny, hvis du ønsker at genskabe ordren.

Nej, annullér ikke Ja, annuller min ordre