Serum - superhud på flaske

Små, dyre flasker med koncentreret særbehandling til huden hitter blandt skønhedselskere. Se her, hvad du egentlig får for de ekstra kroner.

Pakket ind i små pipette-flasker og med navne som serum, boostere, kure og koncentrater finder du de gyldne dråber, der efter sigende kan gøre en seriøs forskel for din hud. Men hvordan virker de eksklusive miksturer? Og hvorfor koster de ofte mere end almindelig creme? Du får her en mini-guide til serum.

HVAD er serum? Uanset om det er en serum, kur eller booster, du har i hånden, er de fleste varianter letflydende, vandbaserede og leveringsdygtige i hudvenlige ingredienser i større doser end en creme.

HVEM kan have gavn af boostere? Det kan alle – hver dag eller i perioder. Det gælder blot om at finde målrettet serum til netop din hududfordring. De koncentrerede dråber løser nemlig forskellige problemer som eksempelvis pigmentforandringer, tørhed, rødme eller fine linjer.

HVORNÅR skal de bruges? Et serum er et tillægsprodukt, du kan bruge, når du føler, din hud trænger til noget ekstra. Du dupper eller smører serum på den rene hud under din creme morgen og/eller aften.

HVORDAN virker de? Serum-familien fungerer som en funktionel undertrøje, der smøres på huden og træder til med tiltrængt særbehandling, når din ansigtscreme synes utilstrækkelig.

HVORFOR er serum dyrere end creme? Takket være det høje vandindhold kan serum indeholde tæt på 100 procent aktive stoffer, hvor en creme typisk indeholder blot fire procent. Det skyldes, at creme samtidig har til opgave at beskytte og blødgøre huden.
Så selvom ingredienserne ofte er de samme, er der en klar forskel i mængden af aktive stoffer og mulighed for at trænge uhindret ind i huden – og det forklarer forskellen på prisen.

Ønsker du at opbygge og beskytte huden, er det serum med C-vitamin, du skal gå efter, mens eksempelvis hyaluronsyre er eminent til at holde på fugt. Husk blot, at serum ikke gør underværker alene – du har brug for din creme til at beskytte mod sol, vind og forurening.

Er du helt sikker på, at du vil annullere denne ordre?

Du skal huske at oprette en ordre på ny, hvis du ønsker at genskabe ordren.

Nej, annullér ikke Ja, annuller min ordre