Ole Henriksens bedste sommertips

Olie, vand og Tupperwear er nogle af de ting, Ole Henriksen har med i bagagen på sine mange rejser jorden rundt. Her får du 6 af hans bedste tricks til blød, frisk og fugtmættet feriehud.

På sit spa i Hollywood sørger danske Ole Henriksen for, at stjerner som Kylie Minogue, Halle Berry og Matthew McConaughey har hud, som vi andre sukker efter. Her får du Mr. Skin Kings egne favoritfiduser til, hvordan du får smuk og strålende hud på ferien.

Husk vand!
”Jeg drikker meget vand på mine rejser og rører aldrig alkohol. Vand er kroppens livsnødvendige energikilde. Desuden kan iskoldt vand fjerne spor af jetlag og udglatte rynker. Hæld vand og isterninger i en håndvask, fyld hænderne og bad ansigtet i det kolde gys i ca. et minut.”

Olie og fugt til huden
”Massér en blødgørende, plantebaseret olie ind i din ansigtshud og suppler med fugtighedscreme, inden du boarder. Ombord medbringer jeg altid fugtgivende ansigtsservietter og min Truth Serum Collagen Booster, der løfter, opstrammer og opkvikker huden – gerne toppet med Herbal Day Creme. Hvis jeg flyver langt, kan jeg ikke undvære fugtpift fra min African Red Tea Face Mist. Duften er skøn, og fugten holder huden frisk og vitaminmæt.”

Særlig feriebehandling
”Når jeg holder ferie, tager jeg en pause fra skrub og peeling. Dog tager jeg min Feel the Difference Mask med på rejser, fordi den køler og strammer op.”

Madpakke til rejsen
”Jeg pakker altid mine Tupperwear-bokse med mandler, nødder, broccoli, ost, frugt og rugbrød til flyveturen. Jeg føler mig som en konge, når jeg sidder der med alle mine små bokse. Det er ren nydelse. Jeg er sikker på, at grunden til, at jeg aldrig har jetlag netop er, at jeg spiser min egen mad og undgår alkohol.”

Se på ferien med friske øjne
”Der er fire ting, der forårsager hævede øjne og poser under øjnene: En kost med mange væskebindende fødevarer, som f.eks. salt. For meget alkohol. En allergisk reaktion over for makeup eller øjencreme. Og gråd. Det bedste middel mod hævede øjne er at pakke revet agurk ind i tubegaze (fås i metermål på apoteket), så du får et langt, bredt øjenkompres, der kan dække begge øjne. Gazen holder sammen på agurken og lader vitaminer og enzymer trænge igennem. Da jeg opdagede, hvor effektivt det virkede på mine egne øjne, gjorde jeg det til en fast del af alle ansigtsbehandlinger på mit spa.”

Undgå pigmentpletter
”Brug dagligt en ansigtscreme med solfaktor 15, og vælg produkter med ekstrakter, der bedst udjævner hudens pigmentering som f.eks. mælkesyre, glykolsyre og lakrids.

Pas på solen!
”Når det gælder antiældning, kan solen ødelægge resultatet af dit gode forarbejde hurtigere, end nogen kan forestille sig. Jeg fraråder solbadning af ansigtet – hold dig hellere til en farvet pudder eller selvbruner og alliér dig med faktor 30, når du er på stranden.”

Er du helt sikker på, at du vil annullere denne ordre?

Du skal huske at oprette en ordre på ny, hvis du ønsker at genskabe ordren.

Nej, annullér ikke Ja, annuller min ordre